Gå til hovedindhold

Begivenheder og ferie

På Skødstrup Skole værner vi om traditioner. Derfor har vi en række arrangementer og begivenheder i løbet af året.

  • Læs op

Indhold

    Vores skole følger Aarhus Kommunes overordnede ferieplan. Der er fem ferier i løbet af året samt diverse helligdage. På aarhus.dk/skoleferie finder du en oversigt for både dette skoleår og det næste.

    Ekstraordinært fri uden for skolens ferier? Se ansøgningsskema.

    Hvad sker der i løbet af skoleåret? 

    Traditioner er vigtige for os på Skødstrup Skole. De er med til at binde os sammen og styrke tilhørsforholdet til skolen. Derfor har vi en række faste begivenheder og arrangementer i løbet af skoleåret, som vi værner særligt om. Nogle traditioner er lige så gamle som skolen. Andre kommer til, når vi får en ny god idé. 

    I løbet af skoleåret oplever eleverne blandt andet: 

    Trivselsdage 

    Hvert skoleår afholdes der to trivselsdag; en lodret- og en vandret trivselsdag. På den vandrette trivselsdag er fokus, at styrke fællesskabet på årgangen. På den lodrette trivselsdag er fokus at styrke relationen til vanskabsklassen.
     

    Venskabsklasser 

    Alle klasser på Skødstrup Skole har en venskabsklasse på tværs af alder. På en stor skole som vores er det vigtigt, at vi arbejder for, at børnene får større kendskab til hinanden. Mindst én dag om året er der venskabsklassedag, hvor klasserne arbejder sammen. Derudover bruger klasserne hinanden til højtlæsning, fremlæggelser, teaterforestillinger, fællessamlinger i hallen og meget mere. Det skaber desuden stor glæde i dagligdagen, når de små møder deres større venskabsklassevenner på skolens fællesarealer og udeområder. 
     

    Legepatruljer 

    I indskolingen fungerer elever fra 4. årgang som legepatrulje og hjælpere for de yngre elever. Legepatruljerne kommer rundt i klasserne og fortæller om hvilke aktiviteter og lege, man kan være med til i frikvarteret. De hjælper desuden med at finde en voksen, hvis der er behov for det.

    Fællessamlinger 

    Der er jævnligt fællessamlinger på årgangene, hvor alle elever samles til fælles fagligt input, sang og musik, teaterforestillinger, elevfremlæggelser og meget mere. Der er desuden flere årlige fællessamlinger for hele skolen. Det er en fantastisk oplevelse, når alle skolens elever samles, synger af fuld hals eller lytter stille til taler og oplæg.

    Fællesskab på skolen

    Fællesskab og tilhørsforhold er vigtigt for os på Skødstrup Skole. Derfor har vi skabt forskellige traditioner for særlige begivenheder eller undervisningsforløb. 

    Skødstrup Fællesuge

    En af de nyere traditioner på Skødstrup Skole er Skødstrup Fællesuge. En årlig projektuge i efteråret, hvor alle skolens elever arbejder med et overordnet tema. Torsdag aften i projektugen ender ud i en Fællesskabsfest, hvor forældre og søskende inviteres ind til at se klassefremlæggelser og deltage i et udendørs event med optræden, workshops, boder, fællesspisning og meget mere. Her er det store fællesskab stort.

    Markedsdag

    Umiddelbart inden sommerferien holder skolen en markedsdag, hvor hver klasse stiller med en bod, hvor der sælges oplevelser og hjemmeproducerede varer. Det er en yndet tradition som eleverne ser frem til med spænding og boblende fantasi. De yngste årgange deltager i udgangspunktet som handlende, med mindre det aftales individuelt i klasserne, at de gerne vil have en bod. Lokalsamfundet inviteres med som besøgende, for at komme tættere på hverdagen på byens skole. 

    Projektuger og fagdage 

    I løbet af skoleåret har vi tre projektuger og 10 fagdage. Begge dele er noget, eleverne ser frem til, da der sker noget helt andet end den gængse skoledag. Både projektuger og fagdage giver mulighed for fordybelse og alsidig og varieret undervisning, der oftest foregår alle andre steder end i klasseværelserne eller i det hele taget på skolens matrikel.

    Lejrture 

    Alle klasser på 6. og 8. årgang tager på lejrtur. Lejrturene har både et læringsindhold og et socialt formål, ligesom de ofte har en naturvidenskabelig vinkel.  

    Motionsdag 

    Fredag før efterårsferien holder vi motionsdag, hvor alle elever enten løber, cykler eller laver anden form for motion. Vi starter med en fælles opvarmning på sportspladsen, og herefter kan man rundt om i byen og på skolens område se 1.350 elever med røde kinder og sved på panden.

    Team Rynkeby Skoleløb 

    I forsommeren løber en stor del af skolen Team Rynkeby Skoleløb, hvor eleverne samler penge ind til syge børn. Eleverne plejer at gå op i indsamlingen med liv og sjæl, og der bliver derfor løbet utallige runder – ofte sammen med venskabsklasserne.

    Sidste skoledag 

    På sidste skoledag for 9. klasse er der tradition for, at 9.-klasseseleverne klæder sig ud, og går rundt på skolen og deler karameller og vandpistolssprøjt ud til stor morskab for skolens øvrige elever. 9. årgang opfører også revy, hvor skolens personale får en kærlig opsang. Om eftermiddagen samles alle kommunens 9.-klasseselever på GRIM festivalplads i Brabrand til et obligatorisk, festligt og trygt arrangement, helt uden alkohol og under opsyn af lærere fra kommunens folkeskoler. I forbindelse med sidste skoledag afvikles der en fodboldkamp mellem skolens ansatte og afgangseleverne. Dette traditionsrige arrangement foregår muligvis på en særskilt dag.

    På sidste skoledag for hele skolen mødes alle elever og personale uden for skolen og synger sommerferiesangen i kor. 

    Mærkedage og højtider 

    Årets mærkedage og højtider markerer vi også. Vi holder f.eks. fastelavn, halloween, juleklippedag, går luciaoptog og går til julegudstjeneste. 

    Sidst opdateret: 26. april 2024